Historie

Historie

Herning forenede Håndboldklubber HFH, blev dannet d. 15. april 1970, som en fusion mellem 2 klubber. HFH er medlem af DHF (Dansk Håndbold Forbund) og JHF (Jydsk Håndbold Forbund) samt DGI (Dansk Gymnastik og Idrætsforeninger). Klubben fejrede i april 2010 sit 40 års jubilæum (se evt. jubilæumsfolder og billeder via link her)

Lokaler Herning f.H. fik eget klublokale i centrum af byen, og det stadig voksende Messecenter Herning lagde baner til. Efter en årrække i Messecenter Herning, dannede Herning f.H sin egen hal bestyrelse som købte klubbens egne lokaler og hal. HFH-Hallen blev navnet. Hallen blev opført et stykke udenfor Herning by i industriområdet, men dog med cykelsti hele vejen direkte op til hallen. I HFH Hallen spillede HFH i mange år, og her nåede klubben sin storhedstid med deltagelse i den anden bedste række – dengang 2.division – både indenfor herre- og damehåndbold. Herning f.H. var glade for lokalerne på Åkirkebyvej i Herning, men det var en del af byggeaftalen med kommunen, at det var en midlertidig industrihal, som skule fraflyttes når et Sportscenter så dagens lys.

Sportscenter Herning blev i år 2001 rammen om Herning f.H.s nye hjemmebane. Danmarks største Sportscenter er selvfølgelig et helt andet sted at spille, end i de trygge rammer i egen hal. Frygten for medlemsflugt var stor, men det viste sig ikke at holde stik. Fordelene ved det nye center var selvfølgelig, at der var plads til at flere hold kunne træne samtidig, da der er flere haller at træne i.

Mangel på hal plads er dog fortsat tilstede, da mange sportsgrene skal dele lokaler.

Det sportslige Herning f.H. startede ud som en forholdsvis stor seniorklub, men ungdommen kom mere og mere med. Man voksede sig store og havde en meget velfungerende klub med mange frivillige hjælpere. Klubbens herreynglinge hold, født i 1966, spillede sig frem til en 4.plads ved DM. Men tiden ændrede sig, folk har fået mere travlt, og har større interesse i at ”passe sig selv”, end at hjælpe andre og det kunne man mærke, medlemstallet faldt støt og det var svært at holde ungdomsafdelingen i gang. En udvikling, der afspejler en generel tendens i håndboldens verden. Som nævnt var klubbens seniorer i 2.division (svarer til nuværende 1. division med liga over) både for herrerne og damernes vedkommende. Damerne var tæt på oprykning til den bedste række, men det lykkedes desværre ikke.

Klubbens ungdomshold har gennem tiden vundet mange kredsmesterskaber og en del jyske mesterskaber, samt mange stævner. Det vidner pokal skabet i Sportscentret også om.

DM medaljer I 2003 skete det så at HFH fik sit første DM, da klubbens drenge-elite hold (årgang 88) vandt samtlige kampe de spillede hele sæsonen. Det blev til 68 sejre i træk og vindere af DM, JM, Pokalturnering, 3 stævner og Partillecup verdens største håndboldstævne. Allerede året efter i 2004 fik HFH endnu et DM i hus, da de nyoprykkede drengespillere vandt Guld som juniorspillere. Det var et fantastisk DM, hvor herrejuniorholdet vandt store sejre over alle rivalerne bl.a. 37-22 over FIF som vandt sølv.

I 2006 lykkedes det så igen for årgangen, der nu var blevet herreynglinge. Holdet vandt efter en højdramatisk finale i Brabrand-Hallerne DM-guldet. De mange tilskuere som havde taget turen til Århus måtte meget igennem. Herning Hauge (HFH og Hauge har på dette tidspunkt indgået holdfællesskab omkring junior og ynglinge holdene) havde vundet den første finale i Herning med to mål og efter 25 minutters spil i Århus var holdet bagud med 4-14. På mirakuløs vis – og med taktisk klog indsats fra bænken – lykkedes det drengene at gå til pause, kun bagud 10-15. I løbet af de første 10 minutter af 2.halvleg kom holdet på 16-16 og hallen kogte, ført godt an af de ca. 300 mennesker fra Herning. Ynglingeholdet vandt også den anden finalekamp med to mål og vandt derfor guld. Den kamp er et skoleeksempel på, at først efter sidste fløjt er kampen slut, og at en kamp altid kan vende. I 2007 fik samme hold noget overraskende en bronzemedalje. Holdet startede nemlig med at tabe 4 kampe, men med en utrolig slutspurt lykkedes det holdet at snige sig i semifinalen. Her mødte man dog sin overmænd i HF Odense, derfor måtte Herning-Hauge drengene nøjes med bronzen.

I 2009/2010 spillede Herning-Hauges U16 drenge (”junior” – årgang 93) sig igen i liga, og blev som nr. 2 i sin pulje deltagere i DM slutspillet. Holdet havde en fin slutspilsturnering, og endte som nr. 4. Et resultat af mange talenter, en dygtig træner, megen træning, og flere spillere, der havde gået i TIK – talent-idrætsklasse. TIK involverer flere sportsgrene, og foregår i samarbejde med Herning Elite/Herning kommune, se evt. andetsteds på hjemmesiden.

I sæsonen 2013/2014 spillede U14 pigerne sig til et Jysk Mesterskab og et Dansk Mesterskab. Afslutningen i finalen mod HIK var bestemt ikke for folk med svage nerver. HIK får et par udvisninger for hårdt spil, så Herning kommer i overtal, hvor Rebecca Sønderskov scorer til 20-21. Endnu en HIK udvisning med 1. min. tilbage, som udnyttes med at Emma Friis udligner til 21-21. HIK har bolden de sidste 20. sek. og Herning rider stormen af og med uafgjort blev de danske mester i U14 pige rækken. Et kæmpe jubelfest kunne nu starte.

Det nævnte klubsamarbejde mellem Herning og Hauge danner grundlaget for HCM – Handball Club Midtjylland. HCM nåede sit mål om oprykning til landets bedste række i herrehåndbold, Liga, 1 år før målsat, nemlig i sæsonen 2009/2010 efter for 2. år at være endt i oprykningsspil. HCM spiller i sæsonen 2014/2015 sig i slutspillet som nr. 6 i grundspillet.